Chat with us, powered by LiveChat

SKREVET AF PATRICIA HARTUNG, PRÆ-MEDICINPROGRAMMET, 6 UGER I UGANDA

6 uger er nu gået, og mit praktikophold som præ-medicinstuderende på Mbarara Regional Referral Hospital er slut. Jeg kan blot se tilbage på en masse fantastiske oplevelser, sige på gensyn til søde rejsekammerater og bringe de mange erfaringer jeg har opnået i løbet af tiden her i Uganda med mig hjem til lille Danmark.

Der er ingen tvivl om, at jeg har lært samt observeret enormt meget på de mange spændende afdelinger på hospitalet. Det store offentlige hospital byder på muligheder, der ikke er at finde derhjemme, og jeg har virkelig opnået en masse faglig viden samt fået slået fast, hvor meget jeg gerne vil læse medicin og hjælpe mennesker i fremtiden. Derudover har de forskellige weekendture været perfekte afbræk fra hverdagene i praktikken, og det har været så fedt at opleve det her smukke land sammen med gode venner og engagerede guider.

Det virkelig specielle ved denne rejse er, at man bliver placeret midt i den Ugandiske kultur. Ingen turister, ingen overfladiske kæmpe hoteller, ingen store internationale restauranter – blot et rent og råt Uganda. Noget af det jeg har bidt mest mærke i her i dette land, og som har gjort mest indtryk på mig, er uden tvivl gæstfriheden og det åbne folk, man møder. Stort set alle smiler og siger pænt goddag til én på gaden, og man kommer let i snak med befolkningen. På en lille spontan gåtur i lokalområdet mødte jeg og nogle andre fra gruppen vores gode ven Hr. Nelson. Vi kom hurtigt i snak med ham, og efterfølgende mødte vi hans familie samt blev budt ind i hans fine lille hus. Han viste os rundt i området, fortalte en masse spændende om samfundet, og hans gæstfrihed og venlighed var helt ekstraordinært. Efter flere besøg hos Nelson og familien, skulle de andre desværre hjem til Danmark, mens jeg skulle blive her i 2 uger mere. Derfor valgte jeg at introducere ham til det næste praktikhold samt vores skønne koordinator Ruth. Vi inviterede alle Nelson og familien hjem til middag i Trymedics huset, hvor vi havde en helt igennem hyggelig aften.

Så hvis du er klar på at møde nye mennesker og komme helt tæt på kulturen, skal du helt sikkert ikke være bange for åbne munden og være udadvendt – man lærer bestemt meget mere om omgivelserne og ikke mindst sig selv, ved at være imødekommende og give igen!

Gæstfriheden sås også på hospitalet, hvor nogle af vores mentorer simpelthen var så søde at invitere os alle til bryllup i sidste weekend. En af jordmøderne skulle giftes, og der var kæmpe ceremoni. Det var en god mulighed for endnu engang at komme helt tæt på kulturen i Uganda, og vi var alle spændte på den ellers i Danmark meget intime begivenhed. Efter vi næsten havde tømt den lokale kjoleforhandler, mødte vi op til den smukkeste reception med ALT for meget mad, vild op-pyntning og underholdning dagen lang (helt sikkert også aftenen samt natten lang). Det var festligt og sjovt at se, hvordan de afrikanske rytmer endda skinnede igennem, da brudepar, brudepiger og -drenge dansede sig op til deres siddepladser til skue for alle gæsterne. Vi kunne bestemt godt lære noget af den fantastiske stemning i Danmark!

Jeg vil blot slutte af med at sige – hvis du er til en lærerig, oplevelsesrig og ikke mindst anderledes rejse, så snup et praktikophold i Uganda. Du vil ALDRIG fortryde. Jeg fortryder i hvert fald intet fra dette uforglemmelige ophold, på nær at jeg ikke lige tog springet og bungee-jumpede ud over Den Hvide Nil! 😉

Lagt op d. 18/2/2017