Chat with us, powered by LiveChat

SKREVET AF MALOU ANDERSEN, SYGEPLEJESTUDERENDE FRA METROPOL PÅ 4 SEMESTER, 8 UGER I UGANDA.

Når man er afsted med TryMedics bor man et stort hus, som ligger små 2,7 km væk fra hospitalet. Man går hver dag til og fra hospitalet gennem landsbyen. Jeg nød at gå hver dag, da man fik indblik i dagligdagen for den almindelige borger og en større forståelse for kulturen. I huset er der fastansatte, som laver mad for en og sørger for det meste af rengøringen. Det var et dejligt hjem og ofte et dejligt pusterum fra hospitalet. Der er tilknyttet en programmanager, som er ved huset og som altid er tilgængelig, hvis man har problematikker med hospitalet, eller personlige ting. De ansatte ved huset hjalp til at få det til at føle som et hjem, man kunne slappe af i og være sig selv. Derudover er der planlagte ture i weekenderne, som gør, at man får set flere dele af Uganda og får oplevet mere af kulturen. Jeg har sjældent set så smukt og grønt et land som Uganda.

Ugandas sundhedsvæsen består primært af mindre health centers og hospitaler. De mindre health centers befinder sig oftest ude i landsbyområderne, og når de ikke kan varetage sygdommene refererer de til de større hospitaler, som befinder sig i storbyerne. Det var et af disse hospitaler som jeg skulle befinde mig på under mine 8 ugers udveksling ved Mbarara Regional Referal Hospital. Dette hospital er et af de større i Uganda, og huser mange forskellige afdelinger fra Medical Ward, Surgical Ward, Emergency, Labour Ward, Gyn/OB, Pædiatri, Nutritional Ward, OPD og ICU. Indlæggelse på hospitalerne er gratis for patienten, og det meste af medicinen bliver udleveret gratis. Der er derfor tilknyttet et lille apotek til hver afdeling. Dog er ressourcerne desværre ofte mangelfulde, og patienterne må selv ud og købe de fornødne remedier, som de har brug for. Dette kan gøre at patienterne oftest ikke har den største compliance i forhold til medicin, samt må ændre præparat i forhold til tilgængelighed.

Under indlæggelse skal man have en attendee (pårørende), som varetager ens basale behov som anskaffelse af mad og personlig hygiejne. Dette er desværre nødvendigt for hospitalet, da der ikke er nogen kantine tilknyttet og der er ikke ressourcer til at sygeplejerskerne, eller diplomas (social og sundhedshjælper) kan varetage disse opgaver.  De er oftest f.eks 3 ansatte til 30 – 50 patienter. Det sundhedsfaglige personale som primært befinder på hospitalerne og health centers er læger, sygeplejersker, jordmødre, farmaceuter og fysioterapeuter.

I forhold til Danmark, hvor den primære sektor oftest vil være inden for patientens(borgerens) eget hjem eller rammer, forgår det meste af behandling i Uganda på hospitalet. En uheldig tendens, man ofte ser i Uganda, er at de sager, som kræver indlæggelse, er ret kritiske, da patienterne oftest først kommer til hospitalet, når det står rigtig slemt til. Dette har for det meste at gøre med afstanden og omkostningerne, der følger med at være syg. Mange af de tilfælde man ser på hospitalet i Uganda, ville nemt være undgået i Danmark, da man har lettere tilgang til lægehjælp og transport. Samt at man har et system at falde tilbage på, skulle man langtidssygemeldes. At blive indlagt vil ikke blot have betydning for patienten men hele den omkringliggende familie, da der nu vil mangle arbejdskraft og indkomst.

Med TryMedics bliver man tilknyttet en mentor, som er enten sygeplejerske, læge eller jordemoder på hver afdeling, man befinder sig på. I Uganda tager det 5 år at blive færdiguddannet sygeplejerske. Det tager 4 år at komme igennem sin klinik samt skole, og når de er i klinik, skal de gennemgå alle afdelingerne som er på hospitalet. På denne måde bliver de introduceret til alle opgaverne inden for sygeplejefaget. Efter endt uddannelse skal man derefter et år på turnus (internship) og først derefter kan man ansøge om ansættelse. Det gav en enorm ro i maven at have en mentor tilknyttet en, da arbejdsgangen er meget anderledes og det er en helt anden kultur lige pludselig at skulle befinde sig i. Ved at have en mentor endte jeg aldrig med at stå alene med en patient og de procedurer som sygeplejerskerne udførte blev gennemgået og forklaret. Man fulgte den samme mentor og derfor fulgte man også de samme patienter, hvilket gav rig mulighed for at observere de samme procedurer blive udført og til sidst føle kompetence og forståelse nok til at udføre udvalgte opgaver selv under observation af ens mentor. Heldigvis i Uganda er det primære sprog engelsk, så mellem det sundhedsfaglige personale kunne man altid kommunikere. Dette var dog ikke altid gældende for patienterne da de kunne komme fra hele landet, hvor der er i alt er over 14 forskellige slags sprog. Plus de ekstra som kom fra Congo, Rwanda og Tanzania. Men der er alligevel utrolig meget man kan kommunikere gennem nonverbalt sprog, og det var nemt at få en tilknytning til de indlagte patienter.

Inden jeg skulle på udveksling havde jeg mange tanker om hvordan fagligheden ville være på hospitalet, da man ofte kan finde negative fordomme om sundhedsvæsenet og fagligheden generelt i Afrika. Alle de sygeplejersker jeg mødte på min vej havde en kæmpe faglighed og var meget passioneret omkring deres arbejde. Lønningerne i Uganda er ikke særlig høje, så derfor er det de færreste der gør jobbet for pengene i sig selv. Som herhjemme er der mange af sygeplejerskerne, der ser faget som et kald og ønsker at hjælpe sine medmennesker. Dog kan man kun udøve den faglighed, som er, inden for sine rammer og ressourcer, hvilket hele hospitalet er præget af. De procedurer som skulle udføres sterile, kunne være svære til tider da der ikke var handsker og kun en enkelt håndvask på afdelingen, og nogle gange var den medicin, som skulle administreres ikke til rådighed, så sygeplejerskerne måtte improvisere inden for de ressourcer, som de har. Til tider betød dette, at de lagde ud fra egen lomme til at købe medicin til en patient.

Gennem min 8 uger i klinik fik jeg fyldt min notesbog med noter om procedurer, behandling, medicinadministration og hvilke sygdomme, som jeg ville møde på min vej. Forklaringer som blev dikteret af de diverse mentorer.  Der var en stor forventning til, at man skrev de ting ned som blev fortalt, da man de næste dage nemt kunne blive udspurgt, om det de havde lært en. Selv efter 4 uger væk fra Surgical Ward, forventede Sister Rose-Mary, at jeg skulle kunne svare uden tøven på hvilken slags frakturer der oftest ses på afdelingen, og hvilken form for behandling de krævede. Vi fik også tilbudt lektioner to gange om ugen, fra enten læger, professorer, sygeplejersker eller jordemødrene. Disse lektioner dækkede for det meste de forskellige slags sygdomme som var almindelig at finde i Uganda, såsom hypertension, diabetes, HIV, tuberkulose og malaria. De varede ca. 45 minutter pr. lektion.

En kæmpe forskel som man ser i forhold til Uganda og Danmark, er omkring omsorg. I Uganda bliver man lært ikke at udvise smerte eller ubehag. Selv de hårdeste procedurer som at føde, eller sårrensning på børnene fra surgical ward med osteomyelitis, gøres oftest uden nogen former for smertestillende, men stadig vil de færreste børn eller kvinder beklage sig eller græde. Sygeplejerskerne kan til tider virke hårde men omsorg betyder noget andet i Uganda, og vil blive fremvist på andre måder end man ville derhjemme, dog er det ikke ensbetydende med, at den ikke er der. Sister Abby fra pædiatrien, viste mig deres lille OPD afdeling hvor alle de børn, som havde været indlagt grundet underernæring skulle komme til tilsyn to gange årligt indtil de var 18. Hun kunne alle navnene på børnene og man kunne se på deres ansigter at de genkendte hende med glæde. Sister Rose-Mary der forklarer mig, at inden man giver nogen form for behandling er det vigtigt at have snakket med patienten og skabt en relation, så behandlingen bliver givet i trygge rammer og derved bliver mindre smertefuldt. Sister Roddah som bruger en time på at trøste en knust pårørende til en dødelig syg patient, og derefter render hospitalet rundt for at finde socialrådgiveren så den hjemløse patient ikke skal gå foruden mad.

Det er nemt når man er på udveksling i et udviklingsland, konstant at sammenligne med Danmarks sundhedsvæsen og hvor der er mange ligheder er der sandelig også utrolig mange mangler. Jeg tror dog at det er utroligt vigtigt at kigge med sit kliniske blik og havde en kæmpe forståelse for hvad sygeplejerskerne, lægerne, jordemødrene, fysioterapeuter får opnået med de ressourcer som de har. For hvad ville man selv gøre, hvis man stod i deres position? Jeg tog mig selv i at blive utrolig flov da jeg befandt mig på Nutritional Ward, og fik gennemgået hvordan forældrene var indlagt sammen med barnet for at lære hvilken slags mad barnet skulle have, og at der var kokke ansat til at oplære forældrene med de ingredienser, de ville have til rådighed i landsbyen at lave den rigtige form for mad til deres underernæret barn. Grunden til, at jeg blev flov, var fordi min forudindtaget opfattelse blev gjort til skamme og det overraskede mig at på alle afdelinger, havde de masser af eftertilbud og opfølgning planlagt for patienterne. Og ikke kun for patienterne, på Medical Ward blev alle pårørende tilbudt screeningstest for HIV og gratis familieplanlægning. Det overraskede mig at man ikke blot blev indlagt med sygdom, og når kureret sent hjem. Men selvfølgelig er det ikke sådan, og det var min undervurdering af fagligheden og intentionerne af sundhedspersonalet som var skamfuld. Jeg tror fast på at hvis hospitalet og landet havde de samme ressourcer som herhjemme, ville der ikke være de store forskelle at finde.

Lagt op d. 13/1/2018