Chat with us, powered by LiveChat

SKREVET AF MATHILDE KROGSØE, SOFIE RAVN & LOUISE NØRGAARD, SOM HAR VALGT HENHOLDVIS PRÆ-JORDEMODER, PRÆ-SYGEPLEJE & PRÆ-JORDEMODER/SYGEPLEJEPROGRAMMET, 4 UGER PÅ ZANZIBAR

Hej allesammen!

Vores navne er Mathilde, Sofie og Louise, og vi er med Try Medics på Zanzibar november 2018. Vi er netop hjemvendt fra en fantastisk safari i Mikumi Nationalpark. Torsdag var vi og 12 af vores medrejsende klar ved try medics huset efter endt praktik. Vi blev derefter kørt til havnen på Zanzibar, hvor vi skulle tage færgen til Dar Es Salaam i Tanzania. Da vi ankom til fastlandet, stod der to guider klar til at køre os ud til vores hostel, hvor vi skulle tilbringe natten. Her fik vi serveret lækkert, hjemmelavet aftensmad inden vi skulle sove. Fredag morgen klokken 05.00 blev vi hentet i tre safaribiler, og så drog vi ellers afsted mod nationalparken. Turen til nationalparken tog cirka 8 timer, hvor vi undervejs havde pauser. Da vi ankom til nationalparken, Mikumi ved eftermiddagstid stod resten af dagen på safari. Allerede den første dag fik vi spottet en løve, elefanter, giraffer, zebraer og en masse andre dyr. Da vi til aften ankom til hotellet tæt på nationalparken, fik vi serveret lækker aftensmad… og derefter gik vi tidligt i seng, da vi var helt trætte efter sådan en oplevelsesrig dag.

Om lørdagen var vi allerede ude af døren klokken 06.00, da vi skulle få mest mulig ud af dagen. Vores guider fortalte os også, at det var om natten og tidlig morgen, at dyrerne var mest aktive. Her så vi som noget af det første nogle løver, hvilket vi var meget begejstrede over. Senere på dagen gik turen mod vandhullet, hvor krokodillerne og flodhestene befandt sig. Det var helt vildt at få lov til at se flodhestene så tæt på, da vi for første gang måtte gå ud af vores safaribiler. Derudover nød vi at iagttage en masse elefanter helt tæt på safaribilen – her fik vi nogle rigtig fine billeder! Efterfølgende fik vi serveret frokost på en restaurant i nationalparken. 50 meter fra restauranten var der endnu et vandhul, hvor de fleste af nationalparkens dyr befandt sig – det var den vildeste udsigt, vi havde der!

Efter en lækker frokost, kørte vi igen ud mellem de fascinerende dyr. Her havde vi rig mulighed for, at komme helt tæt på endnu flere dyr. Vores guide, Jones var rigtig god til at spotte alle dyrene, samt fortælle en masse detaljer om de forskellige dyr, som lever i nationalparken. Efter endnu en fantastisk dag i parken, kørte vi igen mod hotellet, hvor vi brugte aftenen på at dele billeder og historier om alle de dyr, vi fik set.

Søndag morgen stod morgenmaden klar klokken 06.30, hvorefter vi igen drog mod Dar Es Salaam. Til trods for at køreturen var en smule lang, nød vi at iagttage Tanzanias smukke natur og omgivelser. Derefter skulle vi med færgen tilbage til Zanzibar, hvor vi efter 2 timers sejltur, blev hentet af vores chauffør. Da vi ankom til Try Medics huset stod aftensmaden klar til os, hvilket var tiltrængt efter en oplevelsesrig weekend.

Vi kan kun anbefale at tage med på safarituren, da det er en helt unik oplevelse, hvor man får nogle fantastiske minder med sig i bagagen.