Chat with us, powered by LiveChat

SKREVET AF EMILIE BUNDGAARD, PRÆ-SYGEPLEJEPROGRAMMET, 4 UGER PÅ ZANZIBAR.

“Livet er fedt, men vi lever for lidt”. Sådan lyder en af Thomas Helmigs sangtekster, som jeg er blevet mere enig med efter denne rejse. Derfor må man bare huske at nyde hvert sekund her på Zanzibar, og det gør jeg. Jeg har snakket med mange, som har overvejet at rejse med Try Medics, men de har ikke været helt sikre på, om de skulle tage springet og gøre det. Jeg er efter denne rejse, hvor jeg er mange erfaringer rigere, blevet helt sikker på, at jeg klart vil anbefale at tage afsted. Særligt vil jeg mene, at hvis man interesserer sig for den medicinske verden eller er i tvivl om, hvorvidt man skal forfølge en karriere inden for dette felt, skal man tage af sted.

Jeg rejste til Zanzibar uden at kende nogle af de andre praktikanter, og jeg kan varmt anbefale det. Faktisk var der ingen andre på holdet, som kendte hinanden før første møde i Københavns lufthavn – så vi var alle på lige fod. En situation, som kan være nervepirrende og udfordrende men samtidig også sjov og spændende. Denne situation blev dog hurtigt vendt til noget positivt. Faktisk havde jeg aldrig tænkt, at man kunne blive så tætte og have det så godt med hinanden efter så kort tid. Jeg valgte at tage med på alle de ekstra aktiviteter, som organisationen udbyder. Der er ikke en af disse turer, jeg ville have været foruden, og jeg vil klart råde jer til, at gøre det samme. Ikke blot var aktiviteterne meget hyggelige, men det bedste af alt var, at det var oplevelser, vi har fået sammen.

Det var dog ikke kun dagene med aktiviteter, der var interessante. Dagene på hospitalet har også været spændende og lærerige. Dog er det sådan, at der på nogle dage sker mere end andre. På hospitalet lærte vi ikke blot en masse inden for det medicinske felt, men jeg blev også meget klogere på kulturen her i Tanzania. Jeg vidste, at jeg rejste til Afrika, og jeg havde også en del tanker om, hvad jeg gik ind til fx., at indbyggerne ikke har så mange ressourcer at gøre godt med, som vi er vant til i Europa. Men jeg tror alligevel først, man helt forstår denne tanke, når man ser det med egne øjne.

Jeg er efter denne rejse blevet en del klogere på, at man skal huske at sætte pris på livet, leve det fuldt ud og være glad for det, man har. For hvis man virkelig nyder livet, er det faktisk ret fedt, som Thomas Helmig siger, og så lever vi altså for lidt.

Lagt op d. 21/1/2018