Chat with us, powered by LiveChat

SKREVET AF CAROLINE CLAIRE BANG DELFS, PRÆ-SYGEPLEJEPROGRAMMET, 4 UGER UGANDA

1 ½ uge inde i mit ophold, hvor jeg indgår i hospitalet Mbarara Regional Referral Hospitals hverdag som praktikant, er jeg både rigere på oplevelser og erfaring. Jeg skal starte på sygeplejestudiet til februar, og dette ophold giver mig et fantastisk indblik i en sygeplejeskes hverdag i et land, der ikke har de samme ressourcer, som vi har i Danmark. Jeg har lige nu et fremtidigt ønske om at lave nødhjælpsarbejde.

Indtil videre har jeg været på tre forskellige afdelinger: Børne -, Øre, hals, næse- (OPD) og Fødeafdeling. Alle afdelinger har været interessante og tilføjet viden. Jeg er blevet virkelig godt modtaget alle steder, personalet er meget imødekommende og hjælpsomme. På Børneafdelingen var jeg bl.a. Med til at observere og tjekke to for tidligt fødte børn, derudover oplevede jeg børn med andre sygdomme, fx nerveforstyrrelser, vejrtrækningsproblemer m.m.

OPD var ikke en sengeafdeling. Patienterne kom til konsultation, kontrol, behandling og rådgivning i forbindelse med sygdom inden for området. Denne uge har jeg være på Fødeafdelingen. Jeg har været heldig at overvære en fødsel, og jeg må sige, det har været den oplevelse, som indtil videre har gjort mest indtryk på mig. Jeg fik lov til at være med til den nyfødtes undersøgelse og til at overrække babyen til moderen. Både læger, sygeplejesker og jordmoderen var udover at være meget professionelle, utrolig omsorgsfulde overfor den fødende og de pårørende.

Der er naturligvis også episoder, som er mindre behagelige, men jeg er kun styrket i min tro på at blive sygeplejerske!

Efter endt arbejdsdag på hospitalet har Try-Medics personalet hver dag arrangeret forskellige aktiviteter. Det kan være humanitære aktiviteter, som fx besøg på et børnehjem. Det kan være undervisning i afrikansk og zipline. Derudover er der jo alle de rekreative aktiviteter. Den forestående weekend tager vi på Safaritur. Jeg glæder mig helt vildt!

Jeg ser frem til de næste ugers mange oplevelser på dette ophold, som jeg vil huske resten af livet.

Venlig hilsen,
Caroline Claire Bang Delfs